En gruppe familier i det sydøstlige Tyrkiet har markeret etårsdagen for deres demonstrationer mod terrororganisationen YPG/PKK.
Demonstrationerne begyndte i september for et år siden i byen Diyarbakir, hvor tre kvinder sagde, at deres børn var blevet tvangsrekrutteret af terrorister fra PKK.
De demonstrerede uden for partiet HDP, som den tyrkiske regering beskylder for at have forbindelser til YPG/PKK, og protesterne er vokset med tiden.
Det startede med at en fjerde kvinde, Hacire Akar, den 22. august 2019 protesterede mod at hendes søn var blevet kidnappet og taget med op i bjergene af YPG/PKK.
Da hun blev genforenet med sin søn to dage senere, begyndte andre mødre at håbe. Med Akar som rollemodel indledte Fevziye Cetinkaya, Remziye Akkoyun og Aysegul Bicer daglige demonstrationer den 3. september 2019.
I modsætning til PKK er YPG-militsen i Syrien ikke klassificeret som en terrororganisation af EU eller USA, men Tyrkiet mener, at det skal ses som en del af PKK.
Barske omstændigheder
Antallet af familier, der kommer til Diyarbakir fra hele landet for at vise deres smerte over at være blevet adskilt fra deres børn, er siden steget til 150. På trods af en kold vinter, en varm sommer og den igangværende coronapandemi er de fortsat deres protester.
Lige fra begyndelsen har mødre og fædre skiftedes til at deltage i demonstrationerne foran HDP i Diyarbakir. Når mødrene demonstrerer, passer mændene børnene.
På trods af de vanskelige omstændigheder har kvinderne fortsat sammen med deres børn. Nogle har sovet på fortovet, og nogle besvimede af udmattelse.
I slutningen af september var 18 familier blevet genforenet med deres børn takket være protesterne. Andre længes stadig efter at kunne give dem et knus.
Hver gang et barn et vendt tilbage, bryder følelsesmæssige scener ud. De, der stadig venter på deres børn, græder af glæde sammen med de genforenede familier, men også over sorgen over deres egen situation.
Stor støtte
De kvinder, der er blevet genforenet med deres børn, vender lejlighedsvis tilbage til demonstrationerne for at vise deres støtte.
For at undgå protesterne har HDP midlertidigt lukket sit hovedkontor og flyttet aktiviteterne til andre lokaler i Diyarbakir.
HDP har på alle måder forsøgt at afskrække demonstranterne, der har modtaget fornærmelser fra partimedlemmer og i nogle tilfælde er blevet truet på vej hjem eller på markedet.
Kvinder er også blevet truet i partiets aviser. Der er også offentliggjort interviews med de bortførte børn, hvor mødrene bliver bedt om at stoppe deres protester.
I Berlin har en tyrkisk-tysk mor demonstreret siden 29. februar – oprindeligt foran en PKK-tilknyttet organisation – mod bortførelsen af sin datter.
Sammen med familierne har tyrkiske sikkerhedsstyrker på fire år overbevist 719 mennesker om at forlade PKK. Siden 1. januar har 146 medlemmer af terrororganisationen overgivet sig til sikkerhedsstyrkerne.
Emine Erdogan, hustruen til præsident Recep Tayyip Erdogan, er blandt de tusinder, der har mødt de protesterende familier i Diyarbakir, som også er blevet besøgt af en række kunstnere, journalister og ambassadører.
Daglig sorg
Zekiye Bozdag, en af de første demonstranter, forklarer, at hun blev involveret i protesterne sammen med familiemedlemmer på grund af broren, Suleyman, som ifølge hende blev snydt og kidnappet af PKK den 30. august sidste år. ”Vi har alle efterladt vores børn hjemme for at komme her,” siger hun.
“Vi vil resolut fortsætte vores protest, indtil der ikke er et eneste barn tilbage i bjergene. Vi vil have vores børn tilbage fra HDP, døde eller levende live.”
Hun understreger, at hendes mor, Fevziye Cetinkaya, sørger over sønnen hver eneste dag.
“Det er klart, at vi har oplevet vanskeligheder. Vi kom her og protesterede med vores børn selv på de dage, hvor vi var syge. Men intet var sværere end sorgen over, at min bror er væk,” siger hun.
En anden kvinde, der har været involveret fra starten, er Aysegul Biser. Hun siger, at hun har kæmpet i to år for sin 17-årige søn Mustafa.
“Kampen slutter ikke, før jeg tager mit barn tilbage fra dem. Jeg har viet mit liv til denne kamp, og jeg vil få min søn tilbage fra dem,” siger hun.
